Bæredygtig omstilling kalder på INDRE bæredygtighed

Et bæredygtigheds-paradigme skyller ind over os og udfordrer mange af de måder, vi tænker på. I blogindlægget her spørger jeg, om ikke det er tid til et mere definitivt opgør med den knokler-kultur, som stadig lever i mange organisationer?

Modsvaret er ikke at vi alle skal gå rundt i slow motion og trække vejret dybt – nej, jeg drømmer om virksomheder, hvor vi løber som geparder og strækker os som dovendyret, i vekselvirkning og i dyb samklang med krop og natur.

Bæredygtighed handler blandt andet om, hvordan vi forvalter naturens ressourcer. Bruger vi det hele her og nu, eller anvender vi ressourcerne i overensstemmelse med naturen? Når virksomheder omstiller sig til en mere bæredygtig forretningsmodel og produktionsform, handler det om at tage vare på naturen eller at vise forbrugere, konkurrenter, investorer at man tager vare på naturen.

Organisationen bæres af kroppe – og kroppe er natur

Men hvordan ser det ud med medarbejdernes og ledernes kroppe? Organisationen bæres af kroppe og kroppe er natur. Bliver kroppens ressourcer udpint til sidste dråbe eller søger man imod at værne om ressourcerne, så kroppene forbliver sunde og stærke også i det lange løb.

Det samme kunne vi spørge om i forhold til medarbejderes og lederes hjerner (som jo også er kroppen). Anvender vi det mentale i respekt for naturens behov for hvile, dvale, restitution? Eller bliver hver mulige pause fyldt af mails, der tikker ind, frokostmøder eller faglig snak?

I mange organisationer og virksomheder eksisterer stadig det, man kunne kalde en ’knokler-kultur’. Her tænker jeg specifikt på tendensen til at ”presse citronen til sidste dråbe”, dvs. at man bruger sin indre disciplin og sin vilje til at kunne gennemføre opgaver og præstere på bekostning af kroppens indre natur.

Vi bruger kroppens overlevelsesdepoter

Der med ender vi nemt med hele tiden at bruge af kroppens overlevelses-depoter. Depoter, som ellers er beregnet til at håndtere ekstraordinære situationer af krisekarakter og som vi får adgang til igennem vores kamp-flugt system.

Et tegn herpå kan være, at man ofte først bliver syg i weekenden eller i ferien. Eller at man har svært ved at geare ned igen om aftenen, eller når man skal sove, fordi man dagen igennem har kørt afsted på adrenalin og i sidste ende kortisol, som udskilles når kroppen har være i belastning over længere tid. Disse stoffer er effektive som benzin for den indre motor i det korte løb. Men er ikke sunde for vores organisme på den lange bane.

Jeg er klar over, at der mange steder allerede er nye strømninger i gang og power-naps, mindfulness, gåture i pauserne er blevet langt mere almindeligt end tidligere. Men det forekommer mig, at det ofte stadig er indenfor samme paradigme. Tag en pause, træk vejret – så du kan knokle endnu mere.

Bæredygtighedsagendaen kræver af os, at vi stopper med at handle på bekostning af naturen og begynder at leve i et respektfuldt samarbejde med naturen. På samme måde må vi som ledere og medarbejdere begynde at leve og arbejde i respektfuldt samarbejde med kroppen, hvis vi troværdigt skal sige, at vores organisation er bæredygtig.

Det lyder så nemt – det er det ikke

Der er mange gode grunde til, hvorfor knokler-kulturer stadig overlever i vores samfund og i mange organisationer og virksomheder. For vi er oppe imod nogle dybe strukturer i os selv, instinktive, psykologiske og kulturelle, som ikke så nemt lader sig ændre.

En af grundene er, at vi ofte ubevidst ser på kroppen som en maskine og ”os selv” (=vores bevidsthed) som det, der styrer eller hersker over maskinen. En opfattelse, som filosofisk set stammer fra Descartes og det, som senere er blevet kaldt Mind-Body- dualismen. Lægen bliver i denne opfattelse en slags mekaniker, vi konsulterer, når maskinen ikke fungerer eller har underlige ”mislyde”.

Den ubevidst forventning til kroppen er derfor ofte, at den bare skal ”fungere” uden særlig pleje ud over benzin, vand og olie (mad og drikke).

En anden barriere for at droppe knokler-kulturen er, at vi mennesker er mere styret af den kortsigtede effekt frem for effekten på længere sigt. Umiddelbart virker ”pres-citronen” umiddelbart som en effektiv strategi i forhold til kroppen.

Men kigger vi på udbredelsen af stresssymptomer blandt danskere samt på de enorme summer af håndkøbsmedicin, vi årligt forbruger, ser vi måske symptomer på nogle af omkostningerne for kroppen på den lange bane.

Da bæredygtighedsagendaen for alvor tvinger os ud i det langsigtede perspektiv, kan det måske faktisk betale sig at gentænke vores forhold til at kroppen og at begynde at leve i overensstemmelse med den som et stykke helligt natur? For dyrker vi naturen med ansvarlighed og omtanke vil den bære frugt og give afkast langt ud i fremtiden. Fordi naturen jo faktisk fungerer ud fra et overflods-princip, hvor der skabes mere end der omsættes.

Må vi så slet ikke brænde igennem og løbe stærkt?

Jo da. Både krop og hjerne har rigtig godt af nogle gange og i perioder at blive presset til sine grænser og lidt længere. Og kigger vi på naturen, er det jo bestemt heller ikke stilstand eller ensidig dvaletilstand, der gør sig gældende. Det er også saft og kraft, skabelse, larm og kaos. Og ekstrem overflod.

Faktisk er jeg overbevist om, at vores kroppe og hjerner kan klare enorme udfordringer og pres så længe vi har øje for naturens vigtigste princip: HOMEOSTASIS. Også kaldet ligevægt eller balance.

Når jeg tænker på virksomheder, som økosystemer og medarbejdere og lederes kroppe som mikro-økosystemer i økosystemerne, dukker spørgsmål som disse op:

Jeg ønsker mig i stedet at virksomheder AKTIVT begynder at skabe kulturer, der fremmer INDRE BÆREDYGTIGHED. Hvor virksomhedens kultur lægger op til at arbejde og leve i overensstemmelse med deres egen natur og hvor der er tillid til det naturlige behov for at restituere, fordøje, dvæle, inkubere, når der i perioder er brug for det. Men hvor der også er plads til i perioder at yde en ekstra indsats og ”gå all-in” – i perioder, når der er brug for det.

Og så er jeg sikker på, der er masser af virksomheder der ude, som netop gør det. Og jeg ville nyde at høre disse historier. Så send mig gerne en mail og fortæl mig om, hvordan indre bæredygtighed ser ud i Jeres virksomhed.

Læs mere …

Flere artikler

baeredygtighed-ofre

Den dag naturen overtog mit hår

Enhver handlingsændring er en pris at betale. Et offer. Jeg tror, at vejen frem er at blive klar over, hvad vi hver især kan og vil ofre.

Læs mere
klima-blog-virksomheder-3

Bæredygtig omstilling kan ruste lederen til fremtiden

Det stilles større og større krav til virksomheders grad af konsistens, autenticitet og transparens, når det gælder bæredygtighed. Green-washing eller green-hushing er no-go, såfremt virksomheden vil gøre sig håb om at være med på fremtidens marked.

Læs mere
indre-baeredygtighed-langsom

Om værdien af langsomhed i en hurtig verden

Kan langsomhed være værdiskabende? Ofte belønner vi det hurtige, det effektive og det produktive. Men langsomhed kan være en vej til balance og der med trivsel.

Læs mere